Brancheforeningen Danske Bedemænd er nu nødsaget til direkte at advare pårørende mod at bruge begravelsesguiden.dk. Begravelsesguiden påstår i deres markedsføring, at de pårørende får en helt uvildig henvisning til en godkendt bedemand.
Sandheden er, at de pårørende taler med en ansat sælger hos begravelsesfirmaet Funeo. Der henvises altså IKKE uvildigt til såkaldte godkendte bedemænd, men derimod henvises til Begravelsesguidens eget begravelsesfirma, Funeo.
Der er dermed tale om vildledning af forbrugerne, idet ‘rådgivningsvirksomheden’ (Begravelsesguiden) og bedemandsfirmaet (Funeo) har samme ejer.
Begravelsesguiden.dk ”henviser” dermed til dem selv eller til nogle få bedemænd, der fungerer som underleverandører for Begravelsesguiden. Disse bedemænd betaler så op imod kr. 4.000 til Begravelsesguiden for de ordrer, som de får henvist. Dermed er der tale om en ekstra udgift, som de pårørende typisk sparer, hvis de i stedet kontakter deres lokale bedemand direkte.
Forbrugerombudsmanden har for kun få måneder siden kraftigt irettesat Begravelsesguiden for brud på markedsføringsloven, idet firmaet vildleder sine kunder, fordi Begravelsesguiden på ingen måde tester bedemænd i Danmark. De godkender blot de få bedemænd, der vil betale henvisningsprovision.
Forbrugerombudsmandens irettesættelse kan du læse mere om her: Begravelsesguiden.dk vildleder forbrugeren
Begravelsesguidens telefonpassere er typisk studentermedhjælpere, der i telefonen skal tage sig af de sorgramte. Manglen på faglighed, suppleret med at der ikke oplyses om at der henvises til eget begravelsesfirma, betyder at Begravelsesguiden på groveste vis udnytter sorgramte i en sårbar situation.
I Brancheforeningen Danske Bedemænd stiller vi krav om gennemført bedemandsuddannelse, for at man kan blive optaget som medlem. Vi har høje etiske krav om ærlighed, en objektiv markedsføring, en loyal indsats over for de pårørende og ikke mindst, at de pårørende skal være absolut frit stillet i deres valg af bedemand.
Danske Bedemænd anbefaler derfor, at man ikke anvender Begravelsesguiden, som rettelig er lig begravelsesforretningen Funeo.
I Brancheforeningen Danske Bedemænd værner vi om branchens omdømme. Vi opfordrer igen Forbrugerombudsmanden til at se på Begravelsesguiden for at vurdere, om der er tale om så vildledende markedsføring, at der endnu en gang skal skrides ind overfor virksomheden.
Ole Roed Jakobsen
Branchedirektør
Brancheforeningen Danske Bedemænd