Vidste du, at der ikke stilles nogen faglige krav til at erhverve sig som bedemand i Danmark?
Brancheforeningen Danske Bedemænd har derfor udviklet et omfattende kursus- og videreuddannelsesprogram, som medlemmerne har pligt til at gennemføre, ligesom de skal leve op til en lang række etiske regler. Det gør vi, fordi vi gerne vil gå forrest og sikre et højt kvalitetsniveau i branchen.
Bedemandsuddannelsen
Danske Bedemænd har udviklet en bedemandsuddannelse sammen med eksperter på de enkelte fagområder. Bedemandsuddannelsen er en “mesterlære-uddannelse”, idet der indgår såvel praktisk arbejde, uddannelse og afsluttende praktikprøvning hos en godkendt praktikvært. Uddannelsen omfatter bl.a. emner som: begravelseslov, sorgbehandling, arvelov, sociallov, psykologi, samtaleteknik, praktiske fagkundskaber og orientering om fagrelevante nyheder.
Uddannelsen er under løbende kvalitetskontrol af Danske Bedemænd, der står inde for den faglige standard. Optagelse i brancheforeningen Danske Bedemænd er betinget af uddannelsens gennemførelse.
Uddannelsen kan udbygges med en flerårig diplomuddannelse.
- Læs mere om Bedemandsuddannelsen
Etiske regler
Medlemmer af Danske Bedemænd forpligter sig ved deres medlemskab til også at overholde foreningens etiske regler. De omfatter bl.a.:
- En høj professionel bevidsthed baseret på loyalitet.
- En oprigtig respekt for enhver religion.
- En uopfordret orientering om omkostninger.
- En omhyggelig overholdelse af lovgivning.
- En objektiv, ærlig og sober markedsføring.
- En løbende indsats for at højne den professionelle viden.
Overtrædelse af foreningens regler kan medføre eksklusion.