Hvordan forholder man sig til mødet med døden? Når den træder ind over ens dørtærskel i form af andre menneskers tab og sorg? Den naturlige og umiddelbare reaktion er, at man gerne vil hjælpe. Det gør Anne Gyrite Schütt ved at bruge sit håndværk og sin tegnekunst.

Anne Gyrite Schütt er selvlært og selvstændig billedkunstner og tegner siden 1991. Hendes fokus er egentlig det levende, bevægelse og bevidsthed. Men når hun ikke laver retssalstegninger, portrætter af borgmester eller scener fra hverdagen, hvor hun fanger menneskers ansigtsudtryk og karaktertræk, beskæftiger hun sig også af og til med døden. Den del, der også er tung at håndtere for bedemænd. Nemlig når børn dør.

Hvorfor vil forældre have tegninger af deres afdøde spædbørn?

”Når en familie mister deres nyfødte baby, hvad enten døden indtræffer før eller kort efter fødslen, har den lille været her og har nået at være en del af familien, både fysisk, følelsesmæssigt og lever altså i familiens bevidsthed. Selvom dette nye væsen måske kun viste sig i meget kort tid, ønsker familien oftest at kunne mindes deres lille datter eller søn, også i billedform.

Men situationen jo ofte den, at det, der skulle være “nyt liv” – i stedet udvikler sig til det modsatte; det ventede barns død og begravelse, som naturligvis er et kæmpe chok og en dyb sorg for familien, som i denne stund ofte har svært ved at forholde sig til praktiske ting, såsom at få fotograferet barnet eller tage beslutning om, i hvilken form mindet skal bestå.

Barnet kan være dødt før fødslen og kroppens nedbrydning kan have været i gang med det resultat, at et foto viser dette; en død krop i forfald. Er det dét minde, man kan ønske sig? Nej, naturligvis ikke. Her kommer tegningen på banen. En følsom og erfaren kunstner kan genskabe et billede af barnet på en blid og poetisk måde. I modsætning til fotografiet, som klinisk rapporterer alt, alt det forældrene netop ikke ønsker at mindes: dødspletter, evt. plastre, sonder, fosterfedt, hud, der er gået af, og lignende, som er den virkelighed, de ofte konfronteres med.

Det er jo selve barnet med dets liv og sjæl, vi er interesserede i, ikke den “tomme skal”, den efterladte krop, hvor dødsprocessernes kemi har overtaget.

Hvor svært er det at få det rigtige udtryk frem?

Det kan godt være en stor udfordring at sidde der med sit tomme stykke papir og en blyant og forvandle dette til et forældrepars dyrebare minde om deres kæreste lille. Det kræver stor opmærksomhed og troskab over for de karaktertræk, man kan finde, f.eks. i de fotografer man har i hænde.

Erfaringen og kendskabet til de menneskelige træk hjælper til at genskabe en kind under et plaster osv. Mange gange ser læberne næsten sorte ud, og jeg prøver at forestille mig dem levende, lysere og lidt fyldigere. Stille og roligt arbejder jeg mig frem og forhåbentlig ender med en “sovende” lille baby med genkendelige træk i en poetisk streg som et minde, forældrene kan holde ud at se på og evt. hænge op.

Min første lille døde model var Sabine, som jeg tegnede i 1996. Her sad jeg i et par timer ved hendes kiste og studerede den velskabte smukke døde baby, alt imens familien sad omkring og søskende lagde tegninger ned i kisten til lillesøster. Så skabelsen af tegningen er ikke kun et teknisk engagement, men også følelsesmæssigt.

Bliver oplevelsen eller motivet hos dig længe?
Nej, jeg ryster det af mig. Tager et mentalt bad, så at sige. Jeg har tegnet tusindvis af levende og døde mennesker, så jeg er nødt til at sende det ud af min sjæl og krop, så godt jeg kan. Ellers kan jeg ikke være åben og til stede i den næste opgave.

Det er i høj grad en indlevelses- og iagttagelsesopgave, hvor jeg i høj grad bruger sanser og følelser. Jeg tegnede min egen farfar på dødslejet – 89 år. Der er en skønhed og en fred i det øjeblik. Det er her, blyanten kan noget særligt. Det bliver en nærværende streg.

Hvad med dine egne grænser og følelser undervejs?

Først og fremmest er jeg meget beæret og taknemmelig for at kunne hjælpe med min tegnekunst. Jeg holder af, at mit kunstneriske arbejde ikke kun er en “overflødig luksus”, men faktisk kan hjælpe andre mennesker dybt.

Jeg har vist aldrig sagt nej til en forespørgsel, og kaster gerne hvad jeg har i hænderne, om det er muligt. Men alligevel er jeg stødt på, hvad der kunne være en grænse. Det drejer sig om meget for tidligt fødte eller så abnorm sygdom, at livet alligevel ikke havde været muligt. Jeg har tegnet i begge tilfælde, men her følte jeg, at et acceptabelt tegnet minde krævede alt for meget indlevelse, og var for langt fra sandheden til, at det føltes positivt eller nødvendigt. Men hvad stiller man op med en fortvivlet moder i sorg? Jeg forklarer, hvor svært det vil være for mig at lave en poetisk og vellignende tegning ud fra omstændighederne. Men hvis hun stadig insisterer, gør jeg det – ved at finde min indre Leonardo da Vinci-side frem og tegne med de naturvidenskabelige briller på. For nej kan jeg ikke bære at sige.”

Du kan få mere at vide om tegneren og kontakte hende på www.annegyriteschutt.dk

 

Anne Gyrite studerer Sabine til kunstnernes første tegning af et død spædbarn tilbage i 1996.