Danske Bedemænd ønsker, at der kommer mere frie regler for at sprede asken fra kremerede.

Tina måtte ikke sprede aske i skovsø – nu vil bedemænd have friere regler

4. dec 2019. Af Sebastian Bindesbøll Møller, TV2 Lorry

Se indslag og læs hele artiklen på TV2 Lorry

 

Danske Bedemænd kæmper for at få liberaliseret reglerne for begravelser og bisættelser. Således at man i højere grad selv kan bestemme, hvordan man tager afsked med sine kære.

Ligesom i mange andre lande ønsker de mere frie regler for, hvor man kan sprede asken fra kremerede.

– Den individuelle måde at få lov til at sige farvel i den ånd, som man har levet, er det, vi kan se, at folk ønsker med hensyn til deres aske, siger Ole Roed Jakobsen, som er direktør i Danske Bedemænd – bedemændenes brancheorganisation.

Vores afsked – med vores mennesker

TV 2 Lorry har fortalt om Tina, der spredte asken fra afdøde familiemedlemmer i en sø. Selvom det er imod reglerne, var det det, der gav mening for hende.

– Det er vores afsked. Med vores mennesker. Hvem skal blande sig i, hvad jeg gøre med mine forældres aske, siger Tina.

Danske Bedemænds direktør siger, at organisationens ønske om mere frie for regler for begravelsesbranchen kommer på baggrund af en stigende efterspørgsel fra de efterladte.

De oplever dels et ønske om at sprede aske flere steder, end det er tilladt i dag. Men bedemænd møder også ofte pårørende, der ønsker at opbevare deres afdødes aske derhjemme i et længere stykke tid. Det er heller ikke tilladt i Danmark.

– Derfor synes vi, at begravelsesloven trænger til en revision, så man mere individuelt kan få og de pårørendes ånd, siger Ole Roed Jakobsen.

 

Tre lovlige måder

I Danmark er der kun tre måder at behandle aske på lovlig vis:

  • Den kan sættes i jorden på en kirkegård
  • Den kan sættes på en af landets ganske få særlige skovgravpladser. Der cirka en håndfuld i hele landet.
  • Asken kan spredes over åbent hav.

I mange andre europæiske lande blander regeringen sig ikke i, hvor borgerne spreder asken fra deres døde.

Finland – Lovligt at opbevare urne i hjemmet og spredning på land og vand

Holland – Lovligt at opbevare urne i hjemmet og spredning på land og vand

Belgien – Lovligt at opbevare urne i hjemmet og spredning på land og vand

Schweiz – Lovligt at sprede på land og vand

Frankrig – Lovligt at sprede på land og vand (dog ikke i parker osv.)

England – Lovligt at opbevare urne i hjemmet og spredning på land og vand (spredning af aske kræver ejerens tilladelse)

 


 

Mor, far, en tante og to onkler endte i en skovsø

 

Tina oplever, at reglerne for begravelse er for bureaukratiske og begrænsende. Hun spredte asken fra sin mor og far i en skovsø. Det er ulovligt i Danmark.

4. dec 2019. Af Sebastian Bindesbøll Møller, TV2 Lorry

Da Tina skulle sige farvel først til sin mor og siden til sin far, så besluttede hun at sprede asken fra dem i en sø i skoven. Det må man ikke i Danmark, men det var det, der gav mening for Tina.

– Vi var alle de nærmeste herude, siger Tina til TV 2 Lorry, da vi møder hende i den skov, hvor hun og familien sagde farvel til hendes mor og spredte hendes aske.

– Vi havde oprindeligt tænkt os at drysse hendes aske ud i skovbunden, men det blæste så meget den dag, at det opgav vi. Så gik vi herned ved vandet og dryssede hende ud, fortsætter Tina.

I Danmark er der strikse regler for, hvor man må sprede asken fra afdøde familiemedlemmer. En skov – eller en skovsø – ligger ikke indenfor reglerne. Men det var ikke i Tinas tanker, da hun tog den sidste afsked med sin mor.

– Vi havde smurt nogle sandwiches og taget noget sodavand med. Vi gik op og fandt en plet med noget sol, spiste en sandwich og sad lidt og sludrede om det hele. Om min mor, siger Tina.

En svær samtale

Beslutningen blev truffet en dag, mens moren stadig var i live. Det var en svær snak, der gav et meningsfuldt resultat.

– Hun havde ikke noget ønske om at komme i jorden på en kirkegård. Vi havde begge haft en tilknytning til det sted, hvor hun nu ligger, fortæller Tina.

Efter moderens død opstod næste udfordring, nemlig at få udleveret morens aske. En bedemand forklarede om et trick, som andre i lignende situation havde brugt: Man søger om at få lov til at sprede asken på åbent hav – det er nemlig lovligt. Når man har fået udleveret asken, så kan man gøre, det man ønsker, forklarede bedemanden.

– Altså, det er jo ikke helt indenfor lovens rammer. Men det er den måde, man kan gøre det på, siger Tina.

Organisationen Danske Bedemænds direktør Ole Roed Jakobsen bekræfter, at et stigende antal pårørende ønsker at begrave – eller bisætte som det i fagsprog hedder for kremerede – deres afdøde på en måde, som er i strid med loven.

– Den individuelle måde at få lov til at sige farvel i den ånd, som man har levet, er det, vi kan se, at mange mennesker ønsker, siger Ole Roed Jakobsen.

Se indslag og læ resten af artiklen på TV2 Lorry. Mor, far, en tante og onkler endte i en skovsø

 

Fotos: Niels Knuth / TV 2