Hvis vi er heldige, har de fleste af os kun brug for at ringe til en bedemand en til to gange i livet og være den, der påtager sig ansvaret for at aftale og klare udgifterne for afskeden med en afdød. Det er ærlig snak at sige, at man gerne ville være tjansen foruden. Men når vi skal, vil vi også sikre os, at vi vælger en bedemand, vi kan have tillid til, en professionel som tager opgaven seriøst, er en god støtte undervejs i forløbet og respekterer de ønsker og aftaler, man har lavet.
Kæmpe samfundsansvar
En bedemand har erfaring med de mange praktiske og formelle ting, der skal tages stilling til undervejs. Der skal koordineres med begravelsesmyndigheden, med skifteretten, med blomsterhandleren, præsten, ceremonimesteren og krematoriet m.fl.
En god bedemand er en uvurderlig støtte midt i sorgens kaos og kan hjælpe med at tænke hele forløbet igennem. Men hvordan vælger man den gode bedemand? Desværre stilles der ingen krav om uddannelse for bedemænd i Danmark, selvom bedemændene har et kæmpe samfundsansvar og samarbejder med mange myndigheder i forbindelse med et dødsfald.
Brancheforeningen Danske Bedemænd har derfor udviklet og varetager en anerkendt uddannelse af bedemænd. Uddannelse er også et krav for at blive medlem af foreningen, og den giver bedemanden solide værktøjer til det daglige arbejde, herunder at være fuldt opdateret på alle krav og regler, men også håndteringen af mennesker i sorg eller krise. Derfor bør man altid kontakte en uddannet bedemand, der har den faglige viden på plads.
Garanter ordentlighed
I dag kan vi bestille alt på nettet – men for vores medlemmer er det vigtigt med den direkte og personlige samtale, f.eks. hjemme hos de pårørende eller i samtalerum i bedemandens forretning, hvor alle elementer af afskeden gennemgås nøje. En bedemand møder jo mennesker i en meget sårbar situation. Vi stiller derfor også høje etiske krav,
der sikrer ordentlig vejledning og en sikkerhed i den pris, der aftales. Brancheforeningen har derudover også været med til at udvikle en ISO9001-standard, som er anbefalet af Forbrugerrådet Tænk, der sikrer kvalitet og høj faglig viden. Vi sætter ovenikøbet en garanti for, at vores medlemmer, der har over halvdelen af alle landets bedemandsforretninger, er bedemænd og bededamer, der hver dag sammen med deres ansatte udfører arbejdet ordentligt – med stort engagement, omsorg og hjertevarme. Så husk det, når du en dag står over for opgaven at finde den rette bedemand. Stil krav og vælg altid en uddannet bedemand.
Af Ole Roed Jakobsen, direktør for Brancheforeningen Danske Bedemænd
Artikel i Berlingskes Annoncetillæg Den sidste rejse, Maj 2019
