Med fokus på den strategiske ledelse – mød vores nye branchedirektør
1. august 2025 tiltrådte Tomas Legarth som ny branchedirektør. Med en baggrund som leder i både erhvervsliv og organisationer samt mange års erfaring fra forsvaret, bringer Tomas strategisk overblik, ledelsesværktøjer og en stærk sans for kommunikation ind i Danske Bedemænd
Tomas har tidligere haft kunde- og ledelsesansvar i store organisationer og forretninger, men glæder sig til nu at stå i spidsen for en mindre medlemsorganisation, hvor nærhed og fællesskab er i centrum. Han beskriver sig selv som både strateg og praktiker – klar til at lede med retning, men også til at tage de konkrete opgaver på sig.
Valget af Tomas er blandt andet baseret på hans indgående erfaring med politisk interessevaretagelse, medlemspleje og bestyrelsesbetjening. Han har et skarpt blik for både muligheder og udfordringer i små virksomheder og vil arbejde for at styrke kvaliteten og anerkendelsen af branchen: ”Mine tidligere jobs har dels givet mig en dyb forståelse for det politiske spil, men også for den kommercielle drift og udvikling hos virksomhederne. I mine år med ansvar for kunde- og serviceniveauet, lærte jeg, at jeg skulle kunne forstå kundens kerneforretning – at sætte sig ind i forretningernes behov og forstå hvad de havde brug for – uanset størrelse,” fortæller Tomas Legarth.
Tomas’ militære baggrund har formet ham som leder og givet ham erfaring med samarbejde, strategi og kommunikation – kompetencer, han ser som direkte anvendelige i arbejdet som branchedirektør.
”Jeg ser frem til at omsætte bestyrelsens strategiske retning til konkrete resultater og til at hjælpe branchens mange virksomheder med at levere en ordentlig og professionel indsats,” siger den nye branchedirektør.
Udpluk fra Tomas Legarths CV
Født i Hobro 1967. Opvokset i Skanderborg. Studeret og arbejdet i Aalborg i 10 år. Gift med Bettina og de har fire børn. Bor på en gammel trelænget bindingsværksgård nord for Tappernøje på Sydsjælland.
I de seneste godt otte år har Tomas været direktør for Business Faxe Copenhagen – en erhvervsorganisation, der arbejder for vækst og udvikling af det lokale erhvervsliv i Faxe kommune. Her var Tomas bl.a. ansvarlig for den politiske interessevaretagelse, erhvervsservice, bestyrelsesbetjening og strategisk ledelse.
I tre år var Tomas erhvervsudviklingschef i Slagelse Erhvervscenter og havde ansvaret for at udvikle organisationen til at hjælpe de lokale medlemsvirksomheder med udvikling og vækst.
I godt 12 år var Tomas ansat hos KMD A/S (tidl. Kommunedata) som er landets største it-leverandør til den offentlige sektor. Her var han kundechef for både mellemstore og store kommunale kunder med fokus på at lede godt 20 mellemledere i afdelingen.
Vores nye branchedirektør har også siddet i flere virksomheds- og foreningsbestyrelser gennem årene og senest har han taget en bestyrelsesuddannelse ved Executive Cognito.
Tomas er fortsat tilknyttet forsvaret – med speciale i ledelse, logistik og strategi. I 2022 blev han ridder af Dannebrog, ligesom han er officer af reserven med rang af oberstløjtnant.
Uddannet i International virksomhedsøkonomi (Cand. Merc.) ved Aalborg Universitet. Senere har han taget diplomuddannelse i politologi, organisation og økonomi ved Danmarks Forvaltningshøjskole samt Executive MBA i Vækst på DTU Executive School of Business.