Langt de fleste, der dør i Danmark, har gennem deres medlemskab af Den danske Folkekirke tilkendegivet, at de ønsker, at en kirkelig handling skal markere afslutningen på deres liv. En kirkelig handling kan foregå både i kirken, i et kapel og er kendetegnet ved, at der medvirker en præst.

Samtalen med præsten

De efterladte møder ofte præsten første gang ved samtalen inden begravelsen. Samtalen tjener det formål, at tilrettelægningen af begravelsen eller bisættelsen kan blive så god som mulig. Det aftales bl.a., hvilke salmer, der skal synges, og de pårørende fortæller, hvilke overvejelser den afdøde og/eller de pårørende eventuelt har gjort sig i forbindelse med den kirkelige handling. I Danmark er der tradition for, at det er præsten, der taler over afdøde og ved samtalen med de pårørende får præsten mulighed for at danne sig et billede af afdøde og afdødes liv. Samtalen giver med andre ord præsten en indfaldsvinkel til at vælge tema og “tone” for den kirkelige handling. Det er også muligt for en pårørende at tale om den afdøde, hvis det aftales med præsten.

Højtideligheden

Ved noget så skelsættende som døden har vi mennesker tydeligvis brug for særlige ritualer. Begravelsesritualet kan skabe et “rum”, hvor vi er sammen i et forløb, der både består i erkendelsen af døden som en realitet og i mødet med det, der rækker ud over døden og vores fremtidige liv uden den afdøde. Der er få krav til højtideligheden, men ritualbogen foreskriver, at præsten, efter at have nævnt afdødes navn, skal kaste jord på kisten tre gange med ordene: “Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.” I forlængelse heraf bedes Fadervor og velsignelsen lyses. Ved en jordfæstelse foregår jordpåkastelsen ved graven og ved en bisættelse foregår den inde i kirken. Dertil er der tradition for, at der er en tekstlæsning fra Bibelen, og at præsten holder en tale eller prædiken. Talen indeholder normalt både en forkyndende del og en personlig del om afdøde. Der bliver endvidere sunget tre til fire salmer. For mange er det vigtigt, at højtideligheden foregår i afdødes ånd, så man er omhyggelig med at vælge salmer, som afdøde holdt af eller som minder om ham eller hende. Organisterne i de danske kirker er kun forpligtede til at spille salmer fra salmebogen, men i mange tilfælde vil organisten dog acceptere at spille andre sange, hvis det drejer sig om en melodi, som med rimeligt resultat kan spilles på et kirkeorgel og hvis præsten accepterer ønsket. Man må altså forhøre sig i det konkrete tilfælde. I nogle tilfælde kan man også aftale med præsten selv at medbringe musik og anlæg til at afspille det på, men det er op til den enkelte præst.

Præsten som sjælesørger

Præsterne påtager sig blandt meget andet rollen som sjælesørger, når de aflægger præsteløftet, og det er et løfte og en rolle, som de fleste præster tager meget alvorligt. Det betyder i praksis, at præsten normalt vil komme på besøg hos den nærmeste efterladte efter begravelsen og stille sig til rådighed for en eller flere samtaler, hvis den efterladte skulle ønske det. Man kan også altid selv kontakte præsten og bede om en samtale. Også selvom der skulle være gået år efter dødsfaldet. Præsten har tavshedspligt.

 


Kirkegårdene

De danske kirkegårde ejes og administreres af folkekirken, hvor menighedsrådet afstikker reglerne. I nogle større byer er det kommunen, der administrerer kirkegårdene.

Gravsteder

Kirkegårdene har forskellige typer gravsteder til både kister og urner. Men hvordan de er anlagt, og hvad de koster, varierer meget. De fleste kirkegårde har etableret anonyme fællesgrave, hvor afdødes urne kan blive sat ned – også kaldet “de ukendtes grav”. På nogle kirkegårde kan de pårørende få oplyst, hvor urnen sættes ned. Men i de fleste tilfælde lægger de pårørende blomster ved et fællesmonument ved de ukendtes grav. I løbet af de sidste ti år er det blevet populært at bruge mindesten som en slags kompromis mellem de ukendtes grav og et egentligt gravsted. En mindesten er en plade, som lægges vandret i jorden, oven på kisten eller urnen. Mindestenen giver de samme oplysninger om den døde, som en gravsten gør. Mange kirkegårde har også andre former for fællesgrave. På alle fællesgrave er der krav om renholdelsesaftale.

Traditionelle gravsteder giver mulighed for individuel tilplantning og gravsten. Man kan vælge selv at renholde gravstedet, eller man kan vælge at lade kirkegården gøre det. Dette kan aftales enten som årsregning/halvårsregning, eller man kan lave en aftale for hele fredningsperioden gennem stiftet, (legatgravested).

Bestilling af sten

Kirkegårde har forskellige regler for, hvilke typer sten, man må anvende, så det er en god ide at spørge graveren til råds, før man køber en sten.

Vedligeholdelse af et gravsted

Et gravsted skal holdes frit for ukrudt og i pæn stand. Man kan mod betaling overlade pasningen til kirkegårdens personale. Et gravsted er kun fredet i et begrænset antal år. Hvor lang tid der går, før en ny kiste eller urne igen bliver nedsænket i graven, er forskelligt, men en urne er fredet i mindst 10 år og en kiste i mindst 20 år. Se de enkelte kirkegårdes vedtægter på deres respektive hjemmesider. Kirkegårdens kontor skriver til indehaveren af gravstedet, før graven bliver nedlagt, så man kan nå at forlænge fredningstiden.

Se Borgerlig begravelse